Uundgåeligt.
Her kan du bestille et fysisk eksemplar af min bog "Uundgåeligt - en engel med sorte vinger", som vil lande i din postkasse, så snart den er trykt.
Der er 2 gode grunde til at lave bestilling nu.
1) Du er sikker på at få bogen som den allerførste! Bogen er ved at blive trykt og lander hos mig den 1. februar.
2) De første 200 der laver en forudbestilling får en billet til mit Release party inkl. foredrag med mig, lækker mad og drinks. Kan du ikke komme med sender vi bare bogen hjem til dig med en personlig hilsen.
Prisen er inkl. forsendelse og du kan vælge at dele beløbet i 2 rater med en måneds mellemrum.
Så snart du har bestilt bogen:
Får du en e-mail fra mig, hvor jeg forklarer dig endnu mere
I den e-mail har jeg også brug for at fortælle dig, hvorfor jeg er så uendelig taknemmelig for lige netop dig, som har lyst til at bestille min bog.
Jeg er spændt på at se dit ansigtsudtryk, når du sidder med bogen i hånden og læser den.
Kærlig hilsen Signe
Scroller du ned kan du herunder læse nogle af mine uddrag fra bogen, som en lille teaser
Til alle os der har været på bunden.
Lige da jeg troede:
Det var slut med mine kræfter.
Og at det var enden på hvad et menneske kan tåle at blive udsat for.
Og at den endeløse dolkende smerte i maven nu endelig ville have gjort hvad den kom for.
Lige da jeg følte mig tilintetgjort.
Følelsesløs.
Og jeg kom i tanke om at den mest smertefulde følelse af dem alle faktisk ikke er en følelse.
Men derimod fornemmelsen af ikke at være i stand til at føle noget som helst.
Kun:
Tomhed.
Meningsløshed.
Intethed.
Ude af stand til at holde stand et sekund længere.
Vaklende rundt i livet med begge hænder på hjertet for at være sikker på, at det ikke ville falde ud af kroppen lige pludselig.
Lige da jeg troede, at jeg befandt mig på holdepladsen for opgivelse, håbløshed, udmattelse og overgivelse.
Du ved, det sted, hvor du normalt ville tænke, at nu er der ikke andet at gøre end at kaste det berømte håndklæde i ringen.
Lige præcis på det tidspunkt.
Der opdagede jeg at det i virkeligheden ikke er sandt.
For da jeg i et øjebliks klarsyn kiggede op og så at jeg befandt mig på bunden.
Så opdagede jeg, at bunden ikke er slutningen.
For når man står på bunden og kaster et blik over højre skulder, så er der noget mere.
Noget der er langt mere frygtindgydende.
Dernede fra bunden bag højre skulder ligger nemlig afgrunden.
Og den er trods alt værre end bunden.
Jo, den lokker og kalder og suger dig til sig med løftet, om at det kunne føles bedre at gå derhen.
Men du skal ikke lytte til den, den er en svindler.
For når du først er væltet ud over afgrunden, er der ingen vej op.
Så bunden er alligevel at foretrække.
For med bunden er det anderledes.
Bunden er også det inderste og det dybeste af et menneskes personlighed, tanker og følelser.
Og at komme ned på sådan en bar bund har også en fordel.
Herfra kan du mobilisere alle de kræfter der findes i at nå til et en form for nulpunkt.
Det kan blive til en begyndelse.
En spæd en.
En forsigtig en.
En famlende en.
Ja, bunden kan være et ganske udmærket sted, hvor du er nødt til at tage et valg.
Et valg om du vil være med i filmen eller ej.
Og bunden blev netop det sted hvor jeg for første gang i 2 et halvt år tændte et lille lys af håb.
Hvordan jeg gjorde det, kan jeg ikke helt fortælle.
Og det ville heller ikke hjælpe dig.
For det er som om at man selv er nødt til at stå der på bunden for at opfinde det rigtige værktøj, der gør det muligt at svømme opad.
Og det er måske her det går galt for nogen.
Fordi afgrunden råber højere og fordi de tror, der skal komme en anden og fiske dem op.
Så nej, jeg aner ikke helt hvad der skete.
Men jeg ved at lige på det tidspunkt, var der ikke andre end mig.
Og jeg ved, at det krævede alt det, jeg troede jeg ikke havde.
Tillige med alt det som jeg troede, jeg havde mistet.
Og jeg ved også, at jeg vil være taknemmelig for at opleve bunden.
Resten af mine dage vil jeg nok blive rørt, når jeg tænker på netop dette afgørende øjeblik.
Hvor jeg valgte afgrunden fra.
Og mig selv til.
;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;;
Forældremødet
Jeg er den sidste forælder der ankommer til mødet.
Og den første der forlader mødet igen.
Den rare lærer når kun 5 minutter ind i mødet, før jeg damper ud af døren og lader kaffen stå.
Urørt.
Som et råbende bevis på hvor lortet en forælder jeg er.
Ikke engang kaffen kan jeg finde ud af at være sammen med.
Det er et af de tidspunkter hvor jeg seriøst ville ønske jeg havde haft sådan en usynlighedskappe som Harry Potter har.
Bare lige liste af uden nogen så det.
Men det er ikke tilfældet.
For der var kun plads allerforrest, hvor man sidder som et nærmest ironisk udstillingsvindue foran alle de andre.
Så usynlighedskappen havde været mig velundt.
For selvom jeg egentlig ikke plager mig selv så meget med hvad de andre forældre ville kunne tænke, så har jeg alligevel en omsorg for om de kunne have en omsorg for mig.
For jeg ville selv have undret mig over det lille interessante optrin.
Den lille mærkelige scene fra et liv der bøvler indvendigt for tiden.
Hvor det eneste synlige output er en mor, der ankommer til mødet og meget hurtigt går igen.
Uden nogen faktisk undrer sig over eller spørger til det.
Men det de ikke ved.
Er det der foregår indeni.
Den kedel af damp som står og sprutter.
Det pludselige sære behov for at råbe.
Og angsten for stilheden.
Den trang til at bryde den.
De svedige håndflader og trykken for brystet.
Angsten.
Min gode gamle ven er vendt tilbage til mig.
Den tager en med bukserne nede.
Bedst som man troede at den ikke længere fandtes, så dukker den op i en ny forklædning.
Denne gang på et sted hvor du er fanget mellem andre.
Og da dørens håndtag der lukker signalerer, at nu er rummet blevet til et sted du ikke kan løbe fra, kickstarter det den klaustrofobiske tilstand indvendigt.
Den melder sig på banen på rekordtid.
Som højhastighedstoget Shinkansen i Japan der drøner ind på perronen og rydder alt andet væk.
Tilbage står et vakum af lyde, der ikke kommer ud af munden, som stagnerer et eller andet sted og sidder og trykker og tvinger mig ind i en uro, der snart bliver så synlig, at jeg ikke kan skjule den.
Nervøse hænder der flagrer eller piller i en trøjeflig.
De holder fast i stolen. Som om det for fanden skulle hjælpe noget.
De holder fast på lårene som om det på nogen måde skulle kunne forhindre det, jeg føler trang til at råbe.
Jeg ved ikke hvad jeg vil råbe, men ved blot det er upassende.
For angst er som en skinger kontaktannonce, du ikke rigtig vil svare på.
En regning til dig fra din krop og sjæl.
Som kroppens desperate forsøg på at råbe dig op.
Fra et sted hvor netop den krop har forsøgt at tale til dig igen og igen og minde dig om at den findes.
Men du havde glemt at lytte og overhørt alle signaler.
Så her står du.
Don’t kill the messenger siger jeg til mig selv.
Angsten er bare kroppens venlige reminder.
Og minder mig om min egen medicin. Og netop den medicin smager altid grimmest.
Træk vejret. Gå ud. Lad kaffen stå. Du risikerer alligevel at tabe den ud over det hele.
Bilen kører mig hjem igen, uden jeg fatter hvordan den egentlig gør det.
Skuffet over at jeg har skuffet igen.
Tænker som en besat på hvad jeg dog skal sige til min datter, da jeg er elendig til at lyve.
Så det må blive sandheden.
Ind ad døren.
Jeg falder om i Bennes arme som om jeg har løbet en mega sprint.
Og hun siger at hun tager det næste forældremøde, og jeg når kun lige at tænke ”FUUUCK” til den tanke, før jeg er væk.
___MESSAGE___
___MESSAGE___